Nytårsmysteriet online

PÅ GRUND AF CORONA-SITUATIONEN har vi her i 2020-21 måttet aflyse det traditionsrige nytårs-retreat-og-fejring som fysisk arrangement på Strandgården/Gomde, Helgenæs. I stedet tilbyder vi et online-forløb.

Nytår med fordybelse og bevægelse
30. dec. 2020 – 1. jan 2021 – ONLINE

ET ONLINE MOVING MEDITATION RETREAT 
vil være en særlig oplevelse. Vi vil holde to intensive døgn sammen, hvor vi mødes til meditationer, gruppe-sessioner, filosofiske udforskninger osv. svarende til de møder vi ville have haft på Strandgården og i Gomdes tempel. Der vil også periodevis være dynamiske meditationer til musik (her kan du eksperimentere med at bruge mobiltelefon med hovedtelefoner eller koble pc eller mobiltelefon til dit lydanlæg – og der kommer teknisk information nogle dage i forvejen). Måltiderne vil vi i udgangspunktet ikke spise sammen, men der vil være “virtuelle borde” hvor man kan vælge at droppe ind og sludre med andre deltagere i nogle af pauserne. Der vil være et døgn – op til nytårsaften – hvor vi lægger op til stilhedsretreat på den særlige måde vi plejer at gøre til nytårs-mysteriet – og hvor vi som altid gennemgår det meditations- og mysterieforløb, vi kalder Kosmogonia.

NYTÅRSAFTEN vil der være små filosofiske oplæg, meditationer og legende dialoggrupper, planlagt så vi kan spise og gå tur ind imellem. Vi vil også sige skål et par gange – og for dem der har lyst bliver der også perioder med musik der kan danses til.

VI HAR GODE ERFARINGER med meditationer og gruppeforløb online. De kan have en helt særlig intensitet, som godt – når det er nødvendigt, og når vi i fællesskab sætter intentionen højt og klart – kan give noget lige så smukt og dybt og sjovt som når vi mødes i det fysiske rum. 

ONLINE RETREAT KAN GENNEMFØRES HVOR SOM HELST – men hvis du har mulighed for at have et stille rum og lidt åben plads på gulvet indendørs, og adgang til en eller anden form for natur eller park udendørs, er det særlig fint. At deltage fra et sommerhus, måske med en ven, vil være helt perfekt.

TIDSPUNKTER. Vi starter onsdag d. 30. december med velkomst-møde kl 16. Afslutning nytårsmorgen, fredag d. 1. januar, med en session som slutter kl 11. Planlæg gerne efter at hele døgnet fra 30. december kl 18 til 31. december kl 18 er et intensivt stilheds-døgn som er helt helliget det kontemplative, så bliver dit udbytte størst. En mere detaljeret tidsplan sendes til tilmeldte senest en uge i forvejen, måske vil den også blive opslået her. 

PRIS. Prisen er 400 kr ved tilmelding og betaling senest 24. december, derefter 500 kr. 

TILMELDING. Send en email til info@moving-meditation.dk  om at du gerne vil deltage. Skriv også gerne en sætning eller to om din hidtidige erfaring med meditation og lignende. Så sender vi dig en email med bekræftelse, kontooplysninger og praktisk information.

Kontakt/mere info: info@moving-meditation.dk ,  tel. +45 2895 0103 

 

Nytår med fordybelse og bevægelse:
To døgn med dyb meditation –– stille og dynamisk.

Der bliver også filosofisk refleksion, og en smuk fest.

Dans kærligt farvel til gamle cirkler
—  og skab rum i dit sind og dit liv, til nye bevægelser.